Den Sidste Dom

Michelangelo genopfinder tidens ende som en storm af kroppe. Kristus dominerer i centrum med en løftet arm, mens helgener trækker tæt ind, de frelste stiger op til venstre, og de fordømte styrter ned til højre. Engle med trompeter flænser himlen, og Kharon og Minos driver de dømte videre nedenfor. Fresken blev malet 1536–1541 og chokerede samtidens beskuere med sine muskuløse nøgne kroppe og sit ubønhørlige drama; senere tilføjede Daniele da Volterra draperier af hensyn til anstændigheden. Væggen læses som levende marmor: overkroppe vrider sig, gestus blinker, og følelser bærer scenen fra rædsel til lettelse. Det er ikke en fjern vision, men et presserende regnskab – mennesket fanget i hængslet mellem barmhjertighed og retfærdighed.