Statue af Osiris-Antinous

Antinous, kejser Hadrians yndling, døde i Nilen i 130 e.Kr. og blev guddommeliggjort over hele riget. Denne statue forener hans unge portræt med Osiris, dødens og genfødslens herre, og bruger den strenge, frontale egyptiske formel til at antyde tidløs guddom. Romersk smag for egyptiserende billedsprog møder imperial politik, for en ny gud, der lover genfødsel, æres i en stil, der allerede var urgammel. Den er hugget i modstandsdygtig granit, og overfladerne virker stramme og kølige, mens trækene er idealiserede snarere end individuelle. Værket vidner om kulturel sammenblanding i den hadrianske tid og om et stille minde, der bliver til propaganda.