Askeurne af Mesteren for Oenomaus

I hellenistisk Etrurien blev aske sat i stenurner, hvis låg ofte viser den døde liggende som ved en banket. Forsidens relief bærer en myte, og stilen med nervøse konturer, skarpt draperi og tæt iscenesættelse knyttes til den såkaldte »Mester for Oenomaus«, et moderne navn for en volterransk stenhugger fra det 2. århundrede f.Kr. Motiver fra fortællingen om kong Oenomaus og Pelops med vogne, staldfolk og anspændt konfrontation passede til gravens håb om ære og sejr. Urnen forener græske fortællemodeller med lokal begravelsesskik og gør et husholdningsmonument til både intim beholder og offentlig fortælling i sten.